EX ORIENTE LUX – en karakteristik af moderne syrisk-libanesisk litteratur
Af Dr. Jamal Shehayad
Denne og den efterfølgende artikel er blevet til på initiativ af direktøren for Det Danske Institut i Damaskus, Jørgen Bæk Simonsen, der i efteråret 2002 henvendte sig til redaktionen og spurgte, om et par introducerende artikler om moderne arabisk litteratur kunne have nogen interesse for læsere af Bogens Verden. Det kunne det, så meget mere som der er tale om en litteratur, der kun i begrænst omfang er oversat til nordiske sprog. Det drejer sig i begge tilfælde om nye artikler, bekostet af en bevilling fra Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene, og skrevet direkte til Bogens Verden af fremtrædende arabiske litteraturforskere, altså introduktioner, der henvender sig til en på mange måde forudsætningsløs offentlighed, men karakteriseret og vurderet ’indefra’. Det er redaktionens opfattelse, at artiklerne giver et indblik i nogle kulturelle strømninger og dele af den arabiske litteratur, som kan medvirke til forståelsen af også den moderne arabiske kulturs rigdom og skønhed og nødvendigheden af dens bevarelse.
Der er ingen tvivl om at de mange vigtige emner og temaer den syrisk-libanesiske skønlitteratur behandlede i det 20. århundrede er for mange til alle at kunne omtales i en artikel, der introducerer den moderne syrisk-libanesiske litteratur for danske læsere. Jeg vil derfor først og fremmest forsøge at give en karakteristik af den særlige identitet, der findes i moderne syrisk-libanesisk litteratur.
Den moderne skønlitteratur i Syrien og Libanon begyndte at tage form fra midten af 1800-tallet i regionens større byer som eksempelvis Aleppo, Damaskus, Beirut og Tripolis. Den tidlige skønlitteratur var en del af den såkaldte arabiske renaissance (al-Nahda) og var først og fremmest belærende og opdragende og kun i mindre omfang interesseret i litterær æstetik. De tidlige forfattere forsøgte at skabe en social og national bevidsthed hos deres læsere rettet mod den tyrkisk-osmanniske dominans. En del forfattere valgte faktisk at slå sig ned i Egypten for dér at indånde den ”frihedens luft” der på det tidspunkt ikke fandtes i Syrien og Libanon. En af disse var Francis Marrash al-Halabi (1835-1874). Han skrev i 1865 Retfærdighedens Skov (Ghabat al-Haqq), der betragtes som den første moderne roman i arabisk litteratur. En anden var Marun al-Naqqash al-Bairuti (1817-1855) der skrev to teaterstykker: Den Nærige og Abu al-Hasan den naive. Sammen med med Ahmad Abu Khalil al-Qabbani (1833-1902) og Yaqub Sanu´ (1839-1912) lagde han i Cairo grundstenen til det moderne arabiske teater.
De tidlige forfattere, der introducerede nye genrer, var på afgørende vis med til at forny den arabiske litteratur og til at udvide dens horisonter. Og da Orienten overtog litterære former fra Vesten har jeg i min oversigt over syrisk-libanesisk litteratur valgt først at problematisere begrebet Østen og Vesten for efterfølgende at forholde mig til den syrisk-libanesiske litteraturs forhold til moderniteten og i den forbindelse også til spørgsmålet om kvindernes frigørelse.
Øst og Vest
Den engelske forfatter Rudyard Kipling (1865-1936) formulerede de kendte ord om at East is East and West is West and never the Twain shall meet... Men det er værd at undersøge udsagnet nøjere. Relationerne mellem Vesten og Østen har oplevet adskillige kriser fra korstogene over Konstantinopels og Granadas fald til først kolonialismen og siden ny-kolonialismen. Men der har også været perioder af tæt kontakt og gensidig udveksling. Det er rigtigt at Napoleon Bonapartes kanoner tordnede i Aleksandria og Akko i 1798, da franskmændene militært underlagde sig området, men det franske fremstød vækkede også befolkningen, som var underlagt osmannernes hårde og undertrykkende styre. Det var på afgørende vis med til at åbne deres øjne.
I Syrien og Libanon spillede etableringen af skoler, universiteter og den europæiske bogtrykkerkunst fra midten af 1800-tallet en afgørende rolle for den arabiske renaissance og var med til at begrænse og formindske forskellen mellem Øst og Vest. Antallet af veluddannede og intellektuelle voksede; bøger, aviser og magasiner cirkulerede, og nogle forfattere begyndte at stille spørgsmål om den nye nabo, der fandtes ved den vestlige del af Middelhavet. Hvordan så de på den anden, på europæeren?
Et af de emner der dengang optog forfattere og intellektuelle og som fortsat optager mange er orientalerens forhold til vesterlændingen. Er forholdet mellem Øst og Vest præget af sammenstød, er de komplementære eller er de når alt kommer til alt måske
sammenfaldende? Nogle forfattere gør fortsat brug af den gamle retorik og taler om dar al-islam (islams land) over for dar al-harb (krigens land) som allerede Rashid Rida (1865-1935), der var imod enhver europæisering, fordi den efter hans opfattelse undergravede den islamiske moral. Andre som Mikha´il Na´im (1889-1988) mente, at Orienten og Vesten var som tvillinger og derfor ikke kunne adskilles. I den helt aktuelle situation mener mange – bl.a. Georges Tarabishi (født 1942, førende syrisk intellektuel) at Vesten under USAs ledelse begår en forbrydelse mod Østens ret til at være forskellig og anderledes. Det var tilfældet op til Den Anden Golfkrig i 1990-91, som gav næring til den islamiske fundamentalisme og ikke på nogen måde fremmede og støttede de liberale og sekulære grupper i den arabiske verden.
En række forfattere har behandlet forholdet mellem Øst og Vest på en meget simpel måde. De har i litterær form reduceret det til et forhold mellem mand og kvinde, hvor manden repræsenterer Orienten og kvinden repræsenterer Vesten. Det gælder i Shakid al-Jabaris (1912-1996) roman Skæbnen underholder (Qadar yalhu) fra 1937, der er kommet i et nyt oplag så sent som i 1980 og i Suhail Idris´ (født 1925) roman Det latinske kvarter (al-Hay al-Latini) fra 1953. I de to romaner skildres et romantisk forhold mellem et åndeligt Østen og et materialistisk Vesten, der ikke kan forenes. I litterær form skildres en uovervindelig modsætning á la den Kipling formulerede.
Moderniteten og tilhørsforholdet til den moderne verden
Spørgsmålet om det moderne og fornyelse i arabisk tænkning kan følges helt tilbage til midten af 1800-tallet og var en del af den arabiske renaissance, al-Nahda. Fortalerne for den arabiske renaissance hæftede sig ved Østens tilbageståenhed og Vestens fremgang. Det gjaldt især dem, der studerede europæiske sprog og som rejste til Vesten. Deres idé var at forny det gamle, dækket som det efter deres opfattelse var af støv. Den arabiske kunst og videnskab var død og skulle genoplives! Litteraturen fik i disse bestræbelser stor opmærksomhed, især efter at oversættelser af europæiske værker begyndte at dukke op på markedet. Oversættelserne introducerede nye litterære genrer som var uden sidestykke i den klassiske arabiske litteratur.
Nogle forfattere troede fejlagtigt, at det moderne kun var et spørgsmål om at tilegne sig nye tanker for at udtrykke dem på et arabisk sprog, der ikke adskilte sig fra fortidens sprog, der var knyttet til Koranen og den islamiske dogmatiks sprog. Det gælder for en forfatter som Ahmad Faris al-Shidyaq (1804-1897) i romanen Ben på ben (al-Saq ´ala l-Saq) og for Nasif al-Yazagi (1800-1871) i romanen Madjma´ al-Bahrain (De to haves skæringspunkt) og for adskillige andre.
Andre gjorde gældende, at nye og moderne tanker måtte udtrykkes på en ny og anderledes måde. De opfordrede derfor til en fornyelse af det arabiske sprog, ikke hvad grammatikken angik, men hvad angik de sproglige udtryk, sprogets rytme og sprogets gloser. Kun på den måde kunne det moderne og det nye udtrykkes. Denne tendens slog igennem i tidsskriftet Poesi (Shi´r) der udkom fra 1957 til 1963 og igen fra 1964 til 1970. Tidsskriftet blev tegnet af forfattere og digtere som Yusuf al-Khal (1917-1987), Adonis (født 1930), Anasi al-Hajj (født 1937) og Muhammad al-Maghut (født 1934).
I en erklæring af Yusuf al-Khal dateret 31. januar 1957 om den nye poesi blev det proklameret, at sproget er et levende væsen, ”der ændrer sig med tiden og fornys af forfattere og digtere”. Det sprog al-Nahdas fornyere benyttede var ”et sprog som bølger i billeder og bevæger sig i et landskab af nye bogstaver”, som Adonis skrev i et af sine digte i Den Nye Tid (Al-´Ahd al-Jadida). Derfor begyndte nogle som f.eks. Yusuf al-Khal at bruge den lokale tale-dialekt som en nødvendig fornyelse af det klassiske skriftsprog. Nogle gik et skridt videre og brugte det latinske alfabet til at skrive den libanesiske dialekt med som Sa´id ´Aqal (født 1912) med sin digtsamling Yara fra 1961. Det var en idé som allerede ´Abd al-´Aziz Fahmi havde opfordret til i 1940´erne inspireret af Mustafa Kamal Atatyrks opgør med det osmanniske alfabet. Ideen fandt ingen tilhængere.
De forfattere fra Syrien og Libanon som udvandrede til Syd- og Nordamerika i perioden mellem de to verdenskrige har også opfordret til en forenkling af det arabiske sprog og til en åbenhed mod videnskab og kunst. Gibran Khalil Gibran (1883-1931) var den første af udvandrerne der opfordrede til dette i en kendt artikel med titlen Det arabiske sprogs fremtid (Mustaqbal al-Lugha al-´Arabiya). Initiativet blev fulgt op af Mikha´il Na´im (1888-1988) der i sin bog Sigten (al-Ghirbal) slog til lyd for det samme. De udvandrede digtere og forfattere vedblev med at skrive og digte i overensstemmelse med de traditionelle regler og former, men evnede samtidigt at udtrykke sig i et let og elegant sprog uden komplikationer. De skabte et musikalsk poetisk sprog, der på én og samme tid er præget af såvel klassiske, andalusiske traditioner som den moderne tids udfordringer. De udgav blade og tidsskrifter i de lande, hvor de slog sig ned, og de har i deres sprog undgået overdreven brug af rim eller af kunstige og snørklede formuleringer. De har også i deres blade og magasiner diskuteret moderne og aktuelle problemer.
Identitet
Ét af de spørgsmål der har optaget Østens forfattere fra al-Nahda og frem til idag er bestræbelserne på at definere den arabiske identitet. Arabiske intellektuelle søgte fra 1800-tallets midte at (gen)finde den - efter gennem århundreder at have været underlagt osmannerne. Den europæiske kolonialisme som udsatte store dele af den arabiske verden for angreb, har på samme måde forsøgt at tilintetgøre den. Den nationale selvfølelse begyndte alligevel at slå igennem i Nildalen, i Syrien og Libanon og på Den Arabiske Halvø og gjorde sig gældende i en række bevægelser rettet mod fremmed dominans: Urabis oprør i Egypten i 1882, den første egyptiske revolution i 1919, det syriske oprør mod franskmændene i 1925, den anden egyptiske revolution i 1952, den algeriske uafhængighedskrig 1954-62 og revolutionen i Iraq i 1958.
De arabiske nationalister talte om én samlet arabisk nation fra Atlanterhavet til Golfen, og opfordrede araberne til kamp for at beskytte deres land, ikke mindst mod zionismen i Palæstina. Hver gang fremmede magter gjorde sig gældende blev den arabiske identitet udfordret, og hver gang focuserede de intellektuelle på en afdækning af, hvad den arabiske identitet var. Palæstina er for folk i området en del af regionen med den tredje vigtigste moske ligesom det er helligt land for de kristne arabere. De fleste syrisk-libanesiske forfattere – og de fleste arabiske forfattere i øvrigt – har opfordret til at virke for Palæstinas befrielse og fastholdt den fordrevne, palæstinensiske befolknings ret til at vende tilbage til Palæstina fra de lande, hvortil de flygtede. Det gælder f.eks. for den syriske forfatter Nizar Qabbani (1923-1998), den syrisk-kurdiske digter Salim Barakat (født 1951), den syriske litterat Ghada al-Samman (født 1942) og mange andre.
De mange kriser i området fra krigen i 1948 og Israels etablering, krigen i 1967 og det store chock nederlaget udløste hos forfattere, intellektuelle og ganske almindelige arabere, den israelske besættelsen af Beirut i 1982, den første og den anden Intifada, den første og den anden Golfkrig, sanktionerne mod Irak og nu forberedelserne på en ny krig og en mulig besættelse – alt det har sat sit præg på litteraturen og dens mange opfordringer til bekæmpelse af besættelsesmagten. Men den har også medvirket til en analyse af årsagerne til den arabiske verdens talrige nederlag. Det er i litteraturen blevet påpeget, at nederlagene måske også skyldtes manglende demokrati, korrupte politiske systemer, overtrædelse af menneskerettighederne, militærets dominerende position, fraværet af et stærkt civilt samfund, manglende frihed og et totalt fravær af ærlighed i magthavernes forhold til befolkningerne. I den syriske litteratur kritiserede den geniale syriske teaterforfatter Sa´dallah Wannous (1941-1996) i et stykke fra 1973 med titlen En fest for 5. juni (Hafla samar min ajl 5 Haziran) (den dag, hvor krigen i 1967 begyndte) forholdene, og det samme gjorde han i stykket Historiske Miniaturer (Minminmat Ta´rikhiya) fra 1994. Teaterforfatteren Mamduh ´Adwan (født 1941) gjorde det samme i stykket Slavernes Nat (Lail al-´Abid) fra 1976 og i sin roman Mine Fjender (´Ada`i) fra 2000, der formelt handler om afslutningen på det osmanniske styre, men med tydelige og klare henvisninger til den aktuelle politiske situation. Tendensen er fortsat gennem 1980´erne og 1990´erne med romanen Epidemi (Al-Waba´) fra 1981 af Hani al-Rahib (1939-1999), romanen Glødens Dør (Bab al-Jamr) fra 1984 af Walid Ikhlasi (født 1930) og romanen Hisham eller omdrejning på stedet (Hisham aw al-Dawran fi-l-Makan) fra 1998 af Khairi al-Dhahabi (født 1946).
Det samme gør sig gældende i den libanesiske litteratur. Marun ´Abud (1886-1962) gør i romanen Ansigter og Fortællinger (Wujuh wa Hikayat) fra 1945 grin med den folkelige religion og de overleverede traditioner. I andre romaner gør han op med hykleri og fanatisme. Den unge generation af libanesiske forfattere, som har oplevet borgerkrigen, plæderer på samme måde omend i en anden sammenhæng for en større åbenhed mod et moderne liv. Det gælder forfattere som Hanan al-Shaikh (født 1945), i romanen Mask al-Ghazzal fra 1988 og Elias Khury (født 1948) i romanen Bab al-Shams (Solens dør) fra 1998.
Den arabiske kvindes situation
Arabiske forfattere har focuseret meget på dette emne. Mandlige forfattere har siden 1800-tallet talt for at forandre og forbedre kvindernes situation, om nødvendigheden af at de fik uddannelse og at de fik arbejde. Kvindelige forfattere skrev om det ønskelige i at kvinderne fik samme rettigheder som mændene. Allerede før egypteren Qasim Amin (1865-1908) skrev sine bøger om Kvindens Frigørelse (Tahrir al-Mara´) (1898) og Den Nye Kvinde (Al-Mara´ al-Djadida) (1900) blev der i Aleppo, Damaskus og Beirut skrevet bøger om kvindens frigørelse. En af de mest kendte er libaneseren Zainab Fawaz (1845-1914), der i 1895 skrev Spredte Perler i Kvindeværelsernes Lag (Al-Durr al-Manthur fi Tabaqat Ribat al-Khudur), hvor hun opregner 456 kvinder i Øst og Vest der efter hendes mening alle har en naturlig plads i civilisationens historie. I Zainabs Breve (Al-Rasa´il al-Zainabiya) fra 1906 argumenterer hun for, at kvinderne i den arabiske verden skulle have fulde politiske og sociale rettigheder. Libaneseren Mai Ziyadeh (1886-1941), der levede en del af sit liv i Egypten, skrev i Spredte Perler (Al-durr al-Manthur) om tidligere arabiske kvindelige foratterer som Warda al-Yazadji (1886-1918), Aisha al-Taimuriya (1840-1902) og Malaka Hafni Nasif (1886-1918). Før 1. Verdenskrig blev der udgivet 25 magasiner, som var med til at udbrede kravet om kvindernes frigørelse. De kendeste kvinder aktive på dette område var syreren Mary `Adjami (1888-1965), som udgav magasinet al-´Arus der udkom fra 1910 til 1925, og libaneseren Alexandra al-Khuri (1872-1927) som udgav magasinet al-Anis al-Jalis der udkom fra 1898 til 1908. Hun udgav også magasinet Lotus på fransk i 1901. En anden var syreren Hind Nawfal (1865-1914), der i 1892 begyndte at udgive magasinet al-Fatat (Unge Kvinder) i Aleksandria og Labiba Hashim (1882-1925), der udgav magasinet al-Fatat al-Sharq (Østens Unge (Kvinder)). Dertil kom et antal literære saloner, som blev organiseret af kvinder: Mary Marrash´s (1848-1919) litterære salon i Aleppo, Mai Ziyadehs salon i Cairo, Zaynab Fawaz´ salon i Damaskus og Alexandra Khuris salon i Aleksandria.
Meget peger som bekendt på, at den literatur som har med kvindefrigørelse at gøre, stammer fra Vesten, men det skal bemærkes, at Østens kvinder – og det gælder særligt kvinder i Syrien, Libanon og Egypten siden 1800-tallet – tidligt diskuterede, hvad der først efter afslutningen af 1. Verdenskrig og måske først efter afslutningen af 2. Verdenskrig blev almindeligt i Vesten. Det betyder ikke at kvindens situation i den arabiske verden er bedre end kvindens situation i Vesten. Den kollektive mening spiller i denne sammenhæng en stor rolle – og i Østen er den individuelle mening som forudsætning for ændring af den kollektive opfattelse oftest ikke til stede!
Hvis vi vender tilbage til den litteratur om kvindens frigørelse, der blev skrevet fra 1800-tallet og frem udtrykkes den i alle genrer, og traditionen opretholdes i dag af nye forfattere som Ghada al-Samman (født i 1942), Haifa Baitar (født 1959) og Hamida Na´na´ (født i 1946) alle fra Syrien, og Emily Nasrallah (født 1937), Hanan al-Shaikh (født 1945) og Huda Barakat (født 1952) fra Libanon. Det skal for en ordens skyld nævnes, at også mandlige syriske og libanesiske fortattere gennem de sidste årtier har skrevet romaner og poesi, hvor de argumenterer for kvinders ligestilling. Det gælder bl.a. den syriske digter Nazzar Qabbani (1923-1998), den syriske forfatter Salim, Barakat (født 1951), den libanesiske digter Abdah Wazin (født 1952) og den libanesiske forfatter Hani al-Rahab (1939-2000).
Det kan i en sammenfattende karakteristik af nyere syrisk-libanesisk litteratur siges, at de syriske og libanesiske forfattere i deres værker har kombineret deres universelle viden og deres konkrete viden om den lokale tradition og kultur til at give deres værker liv. De har brugt og fornyet det klassiske sprog og suppleret det litterære rum med inspiration fra Vestens eksistentialisme, psykoanalyse og psykologi og på den måde skabt en litteratur, der på én og samme tid er universel og særegen.
Dr. Jamal Shuhayad
er forfatter og professor ansat på IFPO – Institut Francais du Proche Oriént i Damaskus, hvor han forsker og underviser i moderne litteratur. Han har lige afsluttet en oversættelse til arabisk af Marcel Proust På Sporet af den Tabte Tid, der vil udkomme i efteråret 2003.
Artiklen er oversat og redigeret af Bassam Cheibar og Jørgen Bæk Simonsen, Det Danske Institut i Damaskus og sponsoreret af Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene.
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen